Vossavangen etter året 1800.

--- Lars Kindem: Vossaboki 1, side 23 ---

Folketeljingi 1801 syner at det då budde 6 huslydar med i alt 32 menneske på Vangens Ålmenning. Det var: kaptein Hans Meitzner med kone, 1 stykdotter og 2 tenarar (tuft 50 og 52); gastgjevar Ola Brynjulvson med kone, 4 stykborn og verfaren (tuft 79-82); klokkar Pål Jæger med kone og 3 born (tuft 67, 74, 76); sluttar Knut Knutson med kone og 3 born (tuft 40); arbeidar Sjur Eirikson med kone og 3 andre personar; Vangens Enkjeheim med 5 ibuarar (tuft 70). I Prestegarden var 31 og i Kapellansgarden 16 menneske. I det heile var det soleis 79 menneske som budde på sjølve Vangen i 1801. Nokon fastbuande handelsmann var det ikkje då på Vangen.

--- side 24 ---

I Bakarehaugen ved Lundhaugen budde Anna Blomberg, enkja etter Jens Blomberg. Ho bakte rugbrød og kringlor som ho sume tider gjekk i gata med eller sat ved Kjeringastova og selde. Ho skal vera den fyrste som bakte brød til sal på Vangen. Eit herme etter ein hestehandlar tyder på at ho måtte ha noko umsetnad. Då han vilde gifta seg, men ikkje hadde nokon gard, spurde ein av venene hans, kva han tenkte å leva av. «Å dar æ brø i Bakarehaujæ å penga pao Kongsberg,» svara han. Gusskalk Person Rekve som det er fortalt um ved tuft 53, side 121, tok i fyrstningi av 1800-talet til med noko lite handel der, og var vel den fyrste fastbuande handelsmannen på Vangen på 1800-talet.

I Th. S. Haukenæs si bok um Voss er fortalt at umkring 1814 var det på Vangen 6-7 bustadhus «opbyggede af hele tømmerstokker, der var huggede en smule paa siderne, saa de dannede en passende runding, at husene var tækkede med næver og torv, havde smaa vinduer og ljore i taget, hvorover var spendt en sjaa. Enkelte huse havde endog slet ikke vinduer, men fik alt sit lys gjennem ljoren. Aldrig var husene bordklædte og aldrig malede hverken indvendig eller udvendig. I aarene efter 1814 boede der paa Vangen 2 landhandlere og 2 bagere foruden øl- og brændevinshandlere».

Vidare er det fortalt hjå Haukenæs: «Manufaktur- og luksusvarer omsattes kun yderst lidet. Lidt lintraad og naale, perler til kvindernes brystduge, sjaler og uldtøiklude og forskjelligt andet smaatteri. Det gjorde sig ikke meget, men saa var det ikke mange kontante penge i omløb blandt folket heller den gang. Da omsætningen var saa liden og transporten af varerne med datidens lidet udviklede kommunikasjonsvæsen saa vidløftig og kostbar, maatte handelsmændene holde meget høie priser for at kunne sutinere, og folk valgte derfor heller at gjøre en tur til byen hvert aar og foretage sine indkjøb der. Tiden, man spildte, regnede man ikke stort paa, og varerne faldt billigere og bedre der.

Bagerne gjorde idethele lidt bedre forretning. Om søndagene, naar almuen kom til kirken, solgte de store masser af kringler og smaabrød til kirkefolket, som ofte havde lang vei og ingen niste med sig. Somme syntes vistnok det var for spendabelt at kjøbe for 1 skilling i kringler og fortære og gik heller sultne hjem, men det var dog mange flere, som kjøbte.

--- side 25 ---

Og saa var det alle, som sad paa Skrumpen og drak, ofte dag efter dag. De maatte ogsaa have noget at leve af, og saa var det at gaa til bageren og kjøbe sig en kringle eller to.»

Etter folk som i fyrste halvparten av 1800-talet har fare framum Voss og som har skrive um Vangen og Vossabygdi, skal eg her herma eit og anna or reiseskildringane.

Bilete 4. Gamalt bilete av Vossakyrkja og Gamle Vangen fyre 1840.

Den kjende tyske geolog Leopold v. Buch reiste gjenom Voss i august 1806. Um Vangen segjer han: «I hele Bergens Stift gives der vist nok ingen Situation mere oplivende, end denne.» Bisp Pavels har skrive i reiseboki si i april 1812: «Ligesom Voss i Almindelighed er en meget folkerig Bygd, saa er især Egnen om Kirken ligere en dansk Landsby med Udflyttergaarde end en norsk Samling av særskilte Gaarde. Det er ellers et skjønt Land heel interessant at gjennemreise. Folkene roses mindre, men de jeg traf paa min Vei, var overmaade honette.»

Mathias N. Blytt som seinare vart professor i botanikk ved Universitetet i Oslo, gjorde i 1822 ei reis gjenom Hardanger, Voss og Indre Sogn. Han stogga ei god tid på Voss. Bestefaren,

--- side 26 ---

Petter Blytt, hadde vore prest på Voss frå 1740 til 1759, og broren, kaptein P. M. Blytt budde paa Grovendal i 1822. Konservator Johannes Lid har teke utdrag or dagbøkene som M. Blytt førde på reisi. Skildringane hans av bygdi og bøndene er teke inn i tidsskriftet «Vossabygdene» for 1931. Der heiter det m. a.:

«Ved Vossevangen har man, som er noget sjeldent i Hardanger, en smuk Fyrreskov, der strækker sig langs den forenede Rundals og Vosseelv ned til Vandet. I denne Skov, som tilhører Proprietær Fleischer, ere adskillige Krumgange og Sæder, der tilbyde en skjøn romantisk Promenade. Man har enkelte Steder i Skoven Prospektet af Lønnehorgjet, der med dets Snepletter tager sig stolt ud imellem de dunkle Fyrregrene. Imellem denne Skov og Kirken staaer et Oldtids Mindesmerke - et kolossalsk Stenkors, der i en Afstand præsenterer sig som et Afgudsbillede. Sagnet beretter, at Vosserne i de første christne Tider holdte deres Gudsdyrkelse ved dette Kors, førend de fik Kirker byggede.

Den mer end 80-aarige Olding, Krigsraad Fleischer, der har levet næsten hele sin Levetid paa Voss paastod at Klimatet havde forværret sig. Graasiden, hvorpaa man i hans Ungdom saae om Sommeren 3-4 smaae Snepletter, var Aar for Aar bleven mere bedækket. Iaar var dets øverste Flade i Slutningen af August Maaned næsten under et sammenhængende Snedække.»

Då seinare prest Fredrik Jensen gjekk på Bergens katedralskule, tok han ei ferd til Voss i juni 1832 saman med Christian Friele, den seinare styrar av Morgenbladet, overlærar G. Bohr og 2 andre. Det var eksis då på Vangen, og 3 offiserar var inkvarterte hjå prost Münster. Men likevel vart desse 5 reisande gjestfritt mottekne i Prestegarden. I uppteikningane sine um dette upphaldet her segjer Fredrik Jensen m. a.: «Jeg havde den lykke at se det yndige Voss, der saa meget roses af alle reisende. E. Pontoppidan kalder det Norges Italien, og dette navn fortjener det virkelig, thi jeg kan ikke forestille mig Italien skjønnere» - - -

«Der er paa Voss et temmelig stort gjæstgiveri, som for nærværende bestyres af en Schlanbusch, som havde oprettet en landhandel der. Dennes krambod laa ligeoverfor gjæstgiveriet, begge ganske nær ved hovedgaarden. Vossevangen ligner saa temmelig en by og vil vist med tiden blive meget

--- side 27 ---

anseligere. Foruden de forhen nævnte bygninger findes - deriblandt den residerende kapellans - ogsaa nogle andres. Løitnant Øvre eier ogsaa et lidet hus. Klokkeren som tillige er organist, for nærværende en vis Kyte, som havde lært at spille orgel hos G. Bohr, eier ogsaa et hus, en skomager og adskillige andre simple personer, kun faae bønder (kun præsternes forpaktere) bo her paa Vangen.

De fleste huse er kun belagte med torv, selv sognepræstens. Paa en bakke noget længere borte bor proprietær Fleischer i et stort hvidmalet (de pleie nemlig at være røde) med blaae panner belagt hus. Paa den anden side af en bakke bor advokat Lund. - I betragtning af alt dette skjønne altsaa maatte jeg naturligvis more mig overordentlig om end ikke den ene fornøielse fulgte paa den anden i det hus, hvor vi saa gjestfrit blev modtagne».

Prost Münster skriv i 1836 til stiftsdireksjonen med tilråding å få skipa skulelærar-seminar på Voss for Bergens stift. Etter han har halde fram det som talar for dette, kjem han inn på tvilsmåli og segjer då m. a: «Mod valget (af Voss) taler derimod, at beboerne her neppe have godt rygte om moralitet; at her er en idelig færdsel fra alle kanter, og ligesom en samlingsplads for handelskarle og andre løsgjængere; at her, flere gange om aaret er tinghold, militære øvelser og samlinger, og meget ofte auksjonshold o. a. s. der giver overflødig anledning til støi, svir, strid og usedelighed; - - - at her er gjæstgiveri og krokus og saaledes anledning nok til at forvilde, forstyrre og vildlede. - - - Endeligen maa tillige anmærkes at Vossevangen er et meget dyrt levested og kan i mange henseender ansees som en by.» - - -.

Ivar Aasen kom på reisene sine til Vossavangen den 21. mars 1844. Han skriv i dagboki si (her attgjeve etter Halvdan Koht's utgåve i 1917 av Aasen's Reise-Erindringer) m. a.: «Ved min Ankomst til Vangen indfandt jeg mig først hos Landhandler Schlanbusch, som efter at have seet mine Papirer modtog mig meget venligt, og anbefalede mig at tage Logis hos en Underofficeer Kronstad. Jeg henvendte mig ogsaa til denne Mand og blev indqvarteret hos ham, og saaledes var jeg da kommen til Rolighed paa det Punkt, som man har kaldt Hjertet af Bergens Stift. Vangen er Middelpunktet og det vigtigste Samfærselssted i det folkerige Voss; det har en smuk Beliggen-

--- side 28 ---

hed og en ret oplivende Omegn» - - «Et af de smukkeste Opholdssteder, som man kan forestille sig, er Gaarden Lekve, som blot ligger nogle Skridt ovenfor Vangen paa en lav Bakke og udmærker sig ved sine smukke Bygninger; den beboes af en Proprietær Fleischer. Vangen selv seer ud som en liden By, dog ikke saa meget ved sin Størrelse, som ved sine anseelige Bygninger, hvilke for en stor Deel beboes af konditionerede Familier. Stedets største Mærkværdighed er imidlertid Kirken, en ældre Steenbygning af betydelig Høide og med et meget høit Taarn. Den er den største Kirke paa Landet i Bergens Stift og synes ikke at give meget efter for Kirkerne i Bergen. Den har to store Klokker ligesom Bykirkerne, samt et Orgel, som er forfærdiget af en Vossing fra Gaarden Kvarme. Husene ere deels tækkede med Heller, deels med Torv; Stuerne ere deels Røgstuer, deels Lemstuer med ovn.» - -«I det hele befandt jeg mig meget vel paa Vossevangen; Udsigten over den blide Omegn, som just paa denne Tid afkastede sin Vinter dragt, og endnu mere omgangen med de muntre, selskabelige Vosser gjorde at jeg fandt Stedet meget behageligt.» Ivar Aasen var 5 vikor på Vangen, men det var berre ein av «de mange konditionerede Familier her» han kom i nærmare kjennskap med, skriv han, nemleg prost Münster, som tidlegare hadde vore prest på Sunnmør. I Ivar Aasen's dagbok er eit lite rit av Vangen. Det er attgjeve her, bilete 5.

Bilete 5. Ivar Aasens rit av Vangen i 1844.

Hans Konow, som i 1844 reiste frå Oslo til Bergen, la då vegen um Voss. I reiseskildringane sine skriv han millom anna dette um Vangen: «Vossevangen er en landsby, hvor der bor

--- side 29 ---

mange folk: Provst og kapellan, læge og lensmand, proprietær, militære, præceptorer, gjestgivere, kræmmere, haandverkere, hestehandlere, daglønnere og fattighuslemmer. Dagdrivere og drukkenbolte skulle heller ikke mangle. Man har her et særdeles hyggeligt kvarter, det bedste mellem Christiania og Bergen, hos hr. Schlanbusch».

Sebastian Jersin var den fyrste utlærde bakaren som sette seg ned på Vangen. Umlag 1846 bygde han bakeri på Basteryggen. Sjå meir um han der Fleischers Hotell er umtala. Han hadde handel med brød, øl og vin i «Pålhuset» på Vangen (tuft 74). Fredrik Fleischer heldt fram med forretningi, flytte utsalet til «Vetlebygningen» då han vart bygd på Basteryggen i 1872, men slutta seinare med denne handelen.

Theodor Schlanbusch kom til Vangen og leigde gastgjevargarden 1832. Han fekk handelsbrev 28.6. 1833 og gastgjevarbrev 20. 8. s. å. Seinare tok han til med hotell. Forutan med brennevin, øl og vin handla han med tobakk, sukker, sirup, turrfisk, tog, ler, tråd, nåler, sild, salt, erter, gryn og rug. Krambui hadde han fyrst i huset på øvre sida av gata, der Vossavangens Hotell no er, men bygde 1837 nytt hus nedanfor gata, der Prestegårds Hotell er (tuft 73) og flytte krambui dit. Sjå elles tuftene 60-62, 73 og 86, side 122-133.

Det var ikkje stor vareumsetnad hjå handelsmannen då. Kaffien var enno ukjend ute i bygdi. Bladtobakk var det nok mange som brukte, og han laut sjølvsagt kjøpast. Bøndene kjøpte vel eit par merker sukker, litegrand sirup, ei våg turrfisk, ei tunne spikesild, salt, ei halv tunne rug, noko lite erter og gryn og andre småting for året. Bøndene avla det meste av det dei trong til levemåten, arbeidde sjølv klædi sine og det dei hadde bruk for av innbu og reidskap. Krøter, feitevaror, ull og andre ting dei hadde å venda, reiste dei ofte sjølve med til Bergen eller andre stader der det var umsetnad for varone, eller sende dei med andre som reiste. I Bergen kjøpte dei heim att med seg det som naudleg trongst.

I 1840-åri søkte fleire um rett til å handla på Vangen. Formannskapet tilrådde sume av søknadene, serleg søknaden frå Sebastian Jersin, som søkte i 1846, 1849 og 1851. Formannskapet sa m. a.: «Kolonialvarer er alt mere og mere blevet til Nødvendighedsartikler for Almuesklassen, og da der kuns er

--- side 30 ---

en Landhandler paa Vangen, som er berettiget til at udsælge disse slags Varer, har de kuns været at erholde tilkjøps til en overdreven Pris, ja inntil 100 Procent dyrere end man har kunnet kjøbe dem for i Bergen.» Formannskapet tel difor sterkt til at her måtte verta ein handelsmann til. I 1851 sa

Bilete 6. Gamle Vangen sedd or Strengjarhaugen, ikring 1870.

formannskapet vidare ved tilrådingi av søknaden frå Jersin: «Da omtalte Ansøgninger har været frugtesløse og da Formandskabet nu som før ønsker et nyt Landhandleri oprettet paa eller ved Vossevangen, ansees det for rigtigst for eget vedkommende at indgive Ansøgning desangaaende.» Jersin fekk då handelsbrev. Sjå vidare um han under bruk 3 på Nedre Ullestad, Fleischers Hotell.

Knut J. Grove søkte 1857 um løyve til å handla på Vangen. Formannskapet talde då ifrå, «da her fortiden allerede er ansat 2de Landhandlere paa Vangen». Skreddarsvein Nils Bø søkte i 1859 um løyve til å driva landhandel på skreddarverkstaden sin på Vangen (tuft 82, 90) med slike varor som høyrde til handverket hans, anten dei var tilverka innan- eller utanlands. Han ætta frå Bø i Raundalen, men var fødd i Bergen og der utlærd som skreddar. Formannskapet talde til at dei klæde-

--- side 31 ---

varor som no ikkje var å få anna enn i byen og som ein trong, kunde verta å få på Vangen. Nils Bø fekk løyve, og han handla med manufaktur- og kolonialvaror til 1869, då han flytte frå Voss. Det er ei herme etter han, at når det ein dag hadde vore sers god handel, skrytte han av det og sa: «I dag har eg knekt inn ein 5-dalarsetel.» Det gjev eit bilete av umsetnaden i den tidi. Olav H. Kronstad tok til med bakeri og brødsal i 1840-åri. Sonen Knut heldt fram med det til um lag 1875 i husi deira (tuft 99).

Etterkvart det kom fleire hus på Vangen og trafikken auka på, vart det naudsynleg å ta ymse rådgjerder med umsyn til vegane på Vangen, trygding mot lauseld, politiuppsyn og liknande. Lensmann B. M. Berg kom i 1838 med framlegg til formannskapet um at postvegen gjenom Vangen frå grindi ved Kronstad (ved nordaustre hyrna av kyrkjegarden) til grindi ved Skrumpen (ved nordvestre hyrna åt hagen til Skrumpen) skulde «gatesættes», av di vegen der var so søylut i regnver at det gjekk midt på legg. Heradsstyret vraka einrøystes framlegget. Futen Th. Thode gjorde nytt framlegg i 1860, at det burde gateleggjast med hoggen stein. Kostnadsoverslaget lydde på 1000 spd. Heradsstyret la saki burt.

Alt til dess futen Thode kom, brukte bygdefolk ofte å sleppa hestane sine på Ålmenningen når dei kom på Vangen sumarsdagen. Futen forbaud beiting av krøter og hestar på Ålmenningen. Fleire vart mulkta, endå til Vangsfolk som tjora hestar på Ålmenningen. Futen røkte og mykje etter um feste på tuftene og ordna med det. Det var mykje misnøgje med ordningane hans. Han spurde då formannskapet i 1851, um heradet vilde ta imot Ålmenningen etter takst. Formannskapet svara at ein var ikkje tent med det, men vilde halda fast på bruksretten heradet hadde, havt til denne tid.

I formannskapsmøte i 1846 var fyre framlegg frå amtmannen um å løyva løn til ein polititenestmann for Vangen, men det vart ikkje gjeve noko. Lensmann Irgens gjorde framlegg i 1855 um det same, men det vart heller ikkje då vedteke. I 1858 talde heradsstyret til i medhald skriv frå amtmannen, at dei ålmenne reglane i politilovgjevingi for kjøpstader burde gjerast gjeldande for Vangen, og i møte 28. september 1858 vart det vedteke at reglane burde gjelda for stroket innan desse

--- side 32 ---

grensone: Vangsvatnet, Vosso upp til Båbrui, vegen frå henne til husi i Lundhaugen og vidare vegen til Lekvestunet, derfrå til distriktslækjar T. Nesheim sine hus på Ullestad, derfrå til landhandlar B. Jersin sine hus på Basteryggen, og vidare rett i sør til Vangsvatnet. Denne «politigrensa» var sidan gjeldende til ut i 1880-aari. I 1859 løyvde heradsstyret 20 spd. i løn til ein mann som kunde hjelpa futen og lensmannen med å halda orden og kontrollera brennevins- og ølsalet ved større samkomor.

Alt i 1846 var det kome uppmoding til heradsstyret um å gjera bygningslovi av 6. september 1845 gjeldande for Vangen, men heradsstyret tykte det var ikkje turvande. Til formannskapsmøtet den. 29. desember 1859 hadde futen Thode gjort framlegg til regulering av Vangens Ålmenning i kvartal og gator. Eit kart over Ålmenningen fylgde med. Ei nemnd vart vald, og utgreidingi frå henne vart vedteki i heradsstyremøte 2. februar 1860, men møteboki syner ikkje kva reguleringi gjekk ut på. Noko regulering har det nok ikkje vorte. Sjå vidare stykket: Vossavangen vert eigen bygningskommune.

I heradsstyremøte 28. februar 1856 var fyre tilråding um å skipa brandkommisjon for Vangen etter lov av 26. august 1854, og det vart vedteke. Brandkommisjonen vart skipa og brandreglement vart stadfest ved kgl. resol. Sjå meir um dette under brandstellet.

Handelslovi frå 1842 gav større fridom til å handla med varor av norsk tilverknad, men ein laut framleis søkja til kongen um handelsløyve. Lovi frå 1866 utvida i stor mun retten til å handla på landet. Futen skulde no gjeva handelsbrev. Landhandlarane fekk rett til å kjøpa varor beinveges frå utlandet. Talet på handelsmenn auka sterkt. I 1870 var det desse handelsmenn på Vangen: Knut K. Rokne, jarnvarehandel, byrja 1852, Styrk Ullestad, manufaktur- og kolonialvaror, byrja 1864, Fredrik Fleischer, brød, øl og vin, David Prestegard, kolonialvaror, korn- og mjøl og ølutsal, byrja 1867, Lars N. Jæger, kolonialvaror, byrja 1862, Simon Olsen, ymse landhandlarvaror, Hans K. Dykesten, manufaktur- og kolonialvarer og bakeri, Lars B. Dymbe, ymse vareslag, Knut Kronstad, bakeri, og Johan Vangen, bakeri. (Framhald under folketal og leveveg).

Handelsmennene heldt krambuene opne vyrkedagane frå kl. 8 um morgon til kl. 9-10 um kvelden og sundag ettermiddag

--- side 33 ---

frå kl. 5 til 9-10. Sundagshandelen førde til at mange, serleg ungdomane, samlast på Vangen sundags kveldane. Ofte vart det drikking og turing. Heradsstyret bad i 1878 handelsmennene um å slutta med sundagshandelen, men det kom ikkje til noko semje, og det heldt fram som fyrr til i 1881. Etter ny uppmoding frå heradsstyret gjorde då handelsmennene på Vangen semje um å slutta med sundagshandelen. Nokre år seinare vart dei samde um å stengja krambuene kl. 8 um kvelden vyrkedagane.

Frå midten av 1800-åri har trafikken på Vangen auka noko um senn. Det er serleg frå 1880-åri då Vossabanen kom at trafikken på Vangen vart livlegare, og det vart meir husebyggjing. Umframt det som elles er nemnt her, var det ymist anna som gjorde sitt til framgangen. Bøndene dyrka gardane betre, selde og kjøpte meir varor enn fyrr, fleire offentlege arbeid var fyre, fleire skular for ungdomen vart skipa, militære øvingar vart lagde til Tvildesmoen og Bømoen, mange tenestemenn ved jarnvegen måtte ta bustad her, fleire handverkarar og industrielle verksemder er komne til o. 1. Vangen har meir og meir vorte møtestad for landsmøte, årsmøte og stemnor for lag og samskipnader.

Til å syna umskiftet kann det høva å føra fram kva nokre reisande har skrive um Vangen i tidi etter 1850.

Sumaren 1856 har ein amerikanar, Charles Bace, skrive um ymse tilhøve her (attgjeve etter Th. S. Haukenæs, Voss, 1887, side 66).

«Vangen bestaar af 30-40 huse, i hvis midte man ser den gamle hvidmalede kirke med sort spir, af en ubeskrivelig form. - - Omkring husene er intet hegn, og alt synes at staa aabent. Det er en overordentlig skjøn sommerdag, og den hele egn med landskirken og kirkegaarden har efterladt et saa behageligt indtryk af fred og skjønhed, at det aldrig vil kunne udslettes. Tidligt om morgenen begyndte bønderne fra nabolaget, de gjæve mænd fra Voss med deres familier at forsamle sig til søndagens gudstjeneste. Jeg betragtede dem fra en høide. Smaa heste bragte nogle fra bjergene, endog fra steder, hvor sneen endnu laa. Andre kom i smaa kjærrer eller i de lette karioler og andre tilfods. Hist henne nærmede et selskab sig til baads, de styrede midt over fjorden, og farverne spillede malerisk i rødt, hvidt og blaat. I landsbyen vrimlede det

--- side 34 ---

snart af kraftige mænd i blaa huer, trøier og benklæder og kvinder i den forunderligste nasjonaldragt. Jeg gikk tidligt i kirken. Førend den egentlige tjeneste begynder der, deltager man i kommunionen, og jeg fandt nogle hundrede mænd og kvinder samlede omkring alteret. Næsten ethvert ansigt bar et fromt og andægtigt udtryk. Enskjøndt vor dragt endog maatte være dem mere paafaldende, end deres var os, saa jeg neppe et eneste fruentimmer, der vendte sig om, da vi traadte ind.» Bace gjev so ei skildring av nadvertenesta og av kyrkja innvendes. Deretter held han fram: «Klokken 11½ begyndte den øvrige tjeneste. Den flok af fruentimmer, som havde siddet udenfor i græsset, begyndte at indtage sine pladse, - de unge piger paa smaa skamler i gangene, og de ældre kvinder i de høiryggede stole. Alle knælede ned for at bede, tog derpaa enhver af de nærmeste i haanden, endogsaa de fremmede. Det rørte mig som et bevis paa deres enfoldige tro, - først tilbedelse, derefter selskabelig følelse. Skibet i kirken fyldtes snart af festlig klædte fruentimmer, og sikkerlig har jeg aldrig seet en vakrere og mere blomstrende samling af kvindelige ansigter. Hvad man bør kalde den norske typus var ogsaa her fremherskende - let bøiet næse, veldannede næsebor, klare blaa øine og lyst haar, panden ialmindelighed ikke høi, men velformet. Der var nogle meget almindelige ansigter, men alle med det friske naturlig-godmodige udtryk. Jeg bemærkede ogsaa hist og her blandt mængden et ansigt med de mest fint meislede træk og af den yndigste form. Som jeg stod ved en af søilerne under galleriet og saa hen over rummet ved alteret, forekom det hele mig som en theaterscene, - i baggrunden præsten med sin lange sorte kjole og stive pibekrave, foran ham i bestandig bevægelse, uden at vi kunde se, hvorfra de kom eller hvorhen de gik, en række af de mest maleriske figurer - først en gammel kone i blaa dragt, med et hvidt trekantet hovedtøi, der strakte sig en fod langt til hver side, derefter en i sort med rødt livstykke og hvidt forklæde, saa en pige med lyse haar slyngede i to fletninger om hovedet og omvundet med rødt baand, broderet fløielsliv med rødt bagstykke, og saaledes fort videre i de mest brogede varieteter.1) Paa gallerierne var mændenes pladse, mange maatte staa, saa talrig var forsamlingen. Det hele gav os et behageligt indtryk af

1) Det er kyrkjegangs-konor med fylgjet deira som her er fortalt um.

--- side 35 ---

landets religiøse følelser.» Etter at Bace har fortalt um preiki og songen, skriv han vidare: «Efter gudstjenesten adspredtes folket omkring i landsbyen, nogle for at spise sin middag i græsset, andre for at besøge sine venner og de fleste for at danne smaa grupper, hvor man gjennemgik dagens vigtigste begivenheder eller sluttede handler for ugen.»

Bilete 7. Vangen sedd frå Finne, ikring 1890.

I 1884 skreiv ein reisande i «Bergens Tidende» m. a.: «Vossevangen begynder nu alt mere og mere at faa et bymæssigt udseende. Der bygges og bygges fort væk. I løbet af de sidste 3-4 aar er der saaledes paa Vangen og i dens umiddelbare nærhed opført ikke mindre end 18 à 20 vaaningshuse i alle byggekunstens former og i alle størrelser lige fra smaa paladser med verandaer og fløie helt ned til Brita Grimestads lille underjordiske salon.

Flere større bygninger er desuden endnu under opførelse, og mange ældre huse har faaet større til- eller paabygninger. Det ser saaledes ud til at gaa fremad næsten paa amerikansk maner. Nu staar hestestaldene igjen. Bare det nu ogsaa kunde lykkes at faa forholdet med hensyn til disse snarlig ordnet, saa at denne avskyelige staldgruppe ikke længer staar som en mørk plet i det ellers saa lyse billede. Den ene nye og komfor-

--- side 36 ---

table bygning dukker op efter den anden. Alt ser rigt og gildt ud, naar undtages nogle faa gamle smaahuse, der staar som minder fra fordums dage, og saa midt mellem dette nye har vi jo den gamle stenkirke med sit af tjære sorte trætaarn. Vangen er blevet svært bymæssig af udseende i de senere aar, og især efterat jernbanen kom istand er der skeet store fremskridt med hensyn til bebyggelse og folkemængde. Her har vi hoteller og hotelværter, kramboder og handelsmænd, haandverkere av ethvert slags, doktorer for mennesker og doktorer for dyr, sorenskriver, sagførere i hobetal, agronomer, kort sagt, en mængde av alle slags forretningsdrivende. Og Vossevangen er fristende nok med sin smukke beliggenhed og herlige omgivelser, saa man bør ikke undres over, at folk her slaar sig til ro. Mon tro ikke Vangen med tiden bliver en by? Jeg kommer til at tænke paa de opvoksende fabrikbyer i Amerika. Paa Vossevangen vil man, muligens til sin skuffelse, kun finde et minimum af ægte vossisk levevis, vossiske sæder og stel idetheletaget, saaledes som det endnu lever og arter sig ude «paa bygden». Vangen er for Voss «kulturens sæde» og ikke «nationalismens». Det gamle finder man ikke igjen inde blandt de toetages hotelbygninger, blandt travle forretningsmænd og reisende. Af og til kan man dog være saa heldig selv midt i denne moderne tummel at rage paa en rigtig type af en vossekjærring med det forunderlige barske, men febrilske væsen, den summende næselyd i talen og flere saadanne eiendommeligheder, og man mærker straks, at det ikke passer sammen med omgivelserne. Trods det, at det gamle paa Voss som andetsteds har fundet en langsom død formedelst den nye tids kultiverede livs indtrængen, vil man dog endnu der, mere end noget andet steds her paa Vestlandet, finde levninger af et folkeliv, der havde hjem hos os for 100 aar tilbage.»